|
SØREN MOSEGAARD's seneste roman starter sådan: "Godaften frue, vi er rejsende i aktiv dødshjælp - må vi forstyrre et øjeblik?" Og så kører det ellers derudaf i Dronning Margrethe von Donner und Blitz... |
|
4Søren Mosegaards genfærd hjemsøger MySpace
4Skriv til Søren Mosegaards genfærd
4Mary Donaldson - english summary
Biografi
Søren Mosegaard, forfatter og billedkunstner (1957-2007)
1957: Født 3. juni, søn af Edith Bentzen og Louis Christian Jacobsen
1981: Uddannet maler og grafiker på det Fynske Kunstakademi.
1985: Debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling under kunstnernavnet Marlowe. Medlem af Billedkunstnernes Forbund fra 1986. Indleder international karriere som billedkunstner med en lang række udstillinger; bl.a. Minder fra et Théselskab, Jane in Monet's Garden, og The Wonderful Wide World of Antichrist.
1996: Marlowe aflives og genopstår som Søren Mosegaard.
2001: Søren Mosegaard debuterer som forfatter på Gyldendal med den 873 sider lange Uhyret fra Betlehem.
2002: Mosegaard opfører det litterære internetdrama Kirsten Sagaen. Projektet var del af researcharbejdet til romanen Dronning Margrethe von Donner und Blitz.
2003: Søren Mosegaard stifter Republikanerne, et interaktivt litteratureksperiment på internettet.
2003: Søren Mosegaard udgiver romanen Dronning Margrethe von Donner und Blitz.
2007: Søren Mosegaard aflives og genopstår under nye navne. Publicerer nye værker under pseudonym. Alle værkerne er tilegnet sønnerne Thor Emil og Frej Gustav.
PROFETI
|
|
Jamaica Bay
Wildlife Preserve, New York |
Dette skal ske:
Igor knækker halsen af ampullen, rører pulver ud i
destilleret vand, ruller Aprils ærme op. Hans skrå junkieøjne skanner
Porschens eksklusive interiør, standser ved Adams smoking.
"Din butterfly," siger han.
Adam tøver, flår sløjfen op, binder den om hendes
arm. Igor nikker, stikker, tømmer sprøjten, trækker nålen ud. Igor
har ikke noget kælenavn. Dét har Adam. I New Yorks kunstverden kalder
de ham Uncle Creepy.
April sukker.
Lidt for dybt, synes Adam. Han ser misbilligende på
Igor, men kunne ligeså godt have set sig i spejlet - den hvide jakke,
gustne hud, blodet. Masser af det. Som i en slagtehal. Eller et
horrormaleri. Et af hans egne, for eksempel.
"Vi burde helt klart ringe til politiet,"
hvisker han.
"Ja," svarer Igor. "Eller til Homer
Simpson. Vend dig lige."
"Jeg kan altså tåle det!"
"Næppe chef, hun skal have den næste
bagi."
Adam vender sig. Han hører en knitren.
Kjolen.
Så kommer der en ny lyd.
Sikkert Igor, der renser ... huden, tænker
han og prøver at se en isbjørn for sig. En stor frysende én. Fanget i
en hylende snestorm. På en isflage.
Brrr!
"Hvis du vil gøre dig nyttig, kan du jo tænde
for skærmen," mumler Igor.
"Du vil måske lige se Oprah?"
"Næ - men du ved de dér mikrokameraer, man kan
bygge ind i alt muligt, ikke?"
"Jo, tak!"
"Nå, men sådan et skruede jeg altså i
dykkerflasken. I stedet for en af boltene. Det er der ingen, der ser.
Tror jeg."
Adam banker med knoerne på den store forkromede 13
liters trykluftflaske, han netop har slæbt ind i bilen.
"Altså, lad mig lige forstå det rigtigt,"
siger han og prøver at undgå at se sit spejlbillede i flasken,
"du satte et kamera i den her?"
"Nej nej, chef - i deres udgave, selvfølgelig."
Igor vifter med foden ind mod Wonderful News Bible Camp's
stormomsuste, neonoplyste glasfacade.
"Jaså, i deres udgave. Dét var en rigtig,
rigtig skæg idé."
"Tak chef, dét håbede jeg jo, du ville synes.
Jeg fik den såmænd fra dit seneste ... tv-show. Bare vent til
de ser, vi har byttet om på flasker - det bliver så meget skæggere
end Oprah."
"Det passer altså," mumler Adam.
"Hvad?"
"At du er bindegal."
"Ah. Så du er slet ikke nysgerrig? Jeg mener,
du har bare på ingen måde lyst til at se dem i hovederne?"
Trætheden bliver synlig i Adam's ansigt.
"Igor ... jeg er altså ked af at være den, der
skal overbringe dig så kedelige oplysninger, men om ti sekunder vrimler
her ligesom med skinheads og ... du ved, rottweilere og alting, ikke?
Ja, jeg mener bare ..." Han skraber noget spindelvæv af
dykkerflasken med en ødelagt sko, der ville have kostet 289 dollars,
hvis han havde kunnet nøjes med at købe én. Så trækker han på
skulderen. "Åh for dælen, du ved, hvad jeg mener - hvor tænder
man henne?"
"Den gul- og grønstribede knap."
Adam sukker og rækker ud efter den.
Der lyder et smæld omme fra bagsædet, elastik mod
bar hud. Derpå mere kjoleknitren. Isbjørnen er sejlet mod køligere
himmelstrøg, og det eneste afsvalende i Porschen er dykkerflasken, der
presser sig koldt og hårdt ind mellem hans ben, men den kan han nu ikke
lide.
Igor fortsætter: "Men chef æh, noget helt
andet ... den dér Creature from the Black Lagoon-figur, du har
stående oppe i atelieret, ikke?"
Adams hånd hænger tøvende over knappen. "Hvad
med den?"
"Ja, er du, sådan, du ved, meget glad for
den?"
Han lyser op. "Jeg var på jagt efter den i
fjorten år! Fjorten år, Igor! Det er den originale,
mangofarvede fra Azrak-Hamway. Den bredmavede! Man kalder den
faktisk verdens mest fremragende monsterfigur. Og okay, det er måske
overdrevet, men den er i hvert fald hundrede gange bedre end Mumien og
Wolfman. Tilsammen. Selvom de også er fabelagtige, selvfølgelig."
"Ah," siger Igor.
Adam nikker og tænder monitoren. Dens skratten overdøver
stormen et øjeblik, og først er der ikke andet at se end flimmer på
skærmen, men så toner et skarpt farvebillede frem i
fiskeøjeperspektiv:
To sortklædte mænd står midt i et mondænt privatbibliotek. De
stirrer begge stift ind i kameraet uden at vide det.
Igor rutscher om til Adam. Med en bloddryppende
kanyle peger han på den skæggede mand til venstre på skærmen.
"Padre Marcello."
"Og den anden?" Adam ser på skikkelsen til
højre, en ældre mand med stort pæreformet hoved og spinkel hage.
"Schonspiegel. Direktør i Caritas."
"Nødhjælpsorganisationen?"
"Jep."
"Kors."
"Tja."
"Kom til sagen," knaser det hidsigt
i Porschens otte højttalere. Stemmens ejer ses ikke på skærmen.
"Gerne," svarer Schonspiegel i
hvinende falset. "Jeg har en god og en dårlig nyhed."
"Kom med den gode, Schonspiegel! Du drømmer
sateme ikke om, hvor jeg trænger til gode nyheder!"
"Udmærket. Indholdet af flasken her beviser,
at Kristus virkelig har levet."
"Dét er løgn!"
"Og den dårlige?" hvisker præsten.
Han har ikke bare ét, men adskillige kælenavne, hvoraf The Amazing
Marcello nok er det pæneste.
"Han opstod ikke fra de døde."
Stilhed.
"Dét bliver dyrt," siger en
kultiveret stemme i baggrunden.
Nogen stiller sig i vejen for kameraet, og Adam må nøjes
med lyden - en klirren af bolte, der skrues ud af den falske bund. Først
er lyden regelmæssig. Så bliver den voldsom.
"Skruenøglen passer sgu ikke, mand!"
"HVAD gør den ikke?" skriger
Schonspiegel.
"Passer ikke ... ikke til den sidste bolt."
Igor tager en skruenøgle op af handskerummet. Han
drejer med den på en usynlig bolt, mens han ser på Adam og kvæler et
grin.
"Selvfølgelig gør den dét!" fortsætter
Schonspiegel på skærmen.
"Gu' gør den røv!"
"Jeg har et brækjern," råber en ny
stemme.
"Har du?" siger Schonspiegel kælent.
"Jah ... "
"Og det er et ... godt brækjern?"
"Øh ja," siger stemmen tøvende,
"det er sådan set ... "
"SÅ KOM DOG MED DET, DIN FORPISSEDE
NIGGERPIKSLIKKER!"
Adam løfter sine ikke-eksisterende øjenbryn.
"Bevar mig vel," mumler han og skruer lidt ned for stemmen,
der virker ubehageligt velkendt. Han kigger eftertænksomt på Igor.
"Du ... hvad var du egentlig ved at sige lige før? Om mit Creature
from the Black Lagoon?"
Igor er totalt opslugt af skærmen. "Ikke
noget."
"Jo hej, kom nu!"
"Nej virkelig chef, det var ingenting.
Slet..."
"Spyt ud!"
"Men ..."
"Nu!"
"Ja ja, okay - altså, du véd trolde, ikke? I
æsker?"
Adam ser udtryksløst på ham. Så kigger han ned på
flasken mellem benene. Dernæst på Igors skruenøgle. Til sidst lukker
han øjnene. "Åh nej, det gjorde du ikke!"
Igor synker noget. Et lyn glimter mat gennem
Porschens tonede ruder, skarpt fulgt af et buldrende tordenskrald. Skærmbilledet
hopper. Et brutalt bokserfjæs dukker op, forvrænget som i en dørspion.
Bokserfjæset er også pæreformet, bare med stilken opad.
"Er du sikker på, den overhovedet er der?"
snerrer det.
Adam åbner øjnene igen og rykker sig instinktivt
tilbage i sædet. Han ønsker bare at forsvinde ned i det bløde
citrongule luksusindtræk, men så heldig er han ikke.
Schonspiegel humper smilende nærmere på skærmen,
nu med et brækjern i hånden. "Hvad for en?" spørger
han uskyldigt.
"Skriftrullen, for satan," svarer
bokserfjæset.
"SKRIFTRULLEN?" skriger Schonspiegel
og ler skingert. "Tror du, jeg har gjort alt det her for en
forpulet SKRIFTRULLE? Tror du, jeg er IDIOT?"
Adam rynker panden, der bliver dødstille. Selv
Aprils stønnen fader væk. Han vender sig, ser på hende. Hendes hud er
hvid som sne, og hendes kjole smurt ind i blod. De fyldige læber lyser
spøgelsesblegt i halvmørket, og hendes tænder klaprer. Han rækker ud
efter hendes håndled. Pulsen er svag. Hun er iskold.
Som en isbjørn, så at sige.
"Kør!" hvisker han.
Igor nikker, men gør ikke mine til at røre sig;
hans blik er klistret til skærmen.
Præsten bryder stilheden i højttalerne: "Men
hvis det ikke kun er skriftrullen," siger han, "... hvad
... hvad er det så?"
Schonspiegel svarer: "Tja, du kunne jo kalde
det et RELIKVIE, padre!"
"Et relikvie?" Padre Marcello lyder
mistænksom, og det er der ikke noget at sige til. Selvom disse tider
som sædvanlig er de sidste, vil ingen høre et ord mere om relikvier,
stigmatiseringer, koder, nagler, genkomster, mirakler, splinter og tårer.
Ikke desto mindre begynder at han at virke nervøs, og han trækker sig
febrilsk i skægget. Som om han skjuler noget.
"Nemlig, bøsserøv," hvisker
Schonspiegel ømt. "Relikviet der ender alle relikvier."
"Men ... hvad?"
"Forbandelsen, der har martret os siden
Herodes! Pint os i medierne, plaget os i kunsten, hjemsøgt os i
utallige dårlige knaldromaner, vittigheder, B-film, profetier og
beskidte jødeløgne."
"Du ... du mener da ikke ..."
"Jo såmænd, lille padre. Vores ældgamle
mareridt."
"NEJ!"
"JO!" Schonspiegel brækker den
falske bund af dykkerflasken, og hans ord falder så kolde og bitre som
regndråberne på Porschens tag: "Jesu skelet!"
"JESU SKELET!" skriger mændene i højttalerne.
Ja, nemlig mand - Jesu skelet!
Wow!
Sikke en nyhed, hvad?
Altså, bortset fra ... hvis dét nu ligesom havde været
det hele, behøvede man måske ikke ligefrem være sandsiger for
at gætte sig til resten, vel?
Og så kunne jeg jo lige så godt bare pille skiltet
ned igen, smutte op på bladet med historien og køre videre til den næste
by i en vis fart, mens De tog hjem og fulgte situationens utvivlsomt
eksplosive udvikling på CNN.
Men ser De, det er ikke det hele! Den stakkels
Schonspiegel, direktøren med den gode og den dårlige nyhed, er ikke
klar over, at der også er en tredje nyhed.
En grusom nyhed!
Og den tror jeg nok, vi bør holde ude af
medierne indtil videre.
Så længe som muligt, faktisk. Jeg vil selvfølgelig
ikke gøre Dem urolig, men på den anden side vil jeg heller ikke lægge
skjul på, at sagen rummer visse dunkle aspekter; visse problemer, som-
Hvad?
Nåh, hvilket blad, jeg snakkede om?
Åh, bare en slags ... fagtidsskrift. Et
internt firmablad. Temmelig internt, ha ha. Men lad os nu ikke snakke
fag - De kom for at høre lidt om Deres fremtid, så hvis jeg lige må låne
Deres hånd et øjeblik? De skal nok få den igen, som jeg plejer at
sige, og det gør heller ikke spor ondt - i hvert fald ikke før De skal
have tegnebogen frem, men den tid, den sorg. Nej, hellere den venstre
tak - ja, og lad os så se...
Ah, men hvis dét ikke er interessant! Om kort
tid vil De møde en høj, romantisk fremmed - bare rolig, det er ikke
mig! - og sammen vil De rejse gennem storbyernes menneskemylder, krydse
et stort vand og køre over langstrakte, øde sletter. Men allerførst
vil De modtage en uventet-
Undskyld - havde De regnet dét ud?
Og De mener, at denne ... tredje nyhed bør ud
i medierne? Uanset hvor ubehagelig den måtte være? Under hensyn til
... informationsfriheden?
Javel, ja.
Jo, det anede mig nok. Lige fra jeg så Dem træde op
i vognen; man lærer jo at se den slags hen ad vejen. Måske var det
noget i Deres blik eller i Deres håndbevægelser. Og nu om stunder er
det vist også de færreste, der sådan vover sig alene ud her på
egnen, ikke? Især på en aften som den her, ville jeg tro - det er jo
ikke et vejr at jage en hund ud i, hvis De vil høre min mening. Men De
har vel Deres grunde, og siden De insisterer, må vi hellere komme i
gang - det er jo Deres penge. Endnu, da. Så sæt Dem her hen, hvor man
ikke kan se Dem ude fra gaden, og få Dem en kop blåbærthe, før vi
fortsætter, for det her tegner til at blive en temmelig ubehagelig
historie, som vi sagde, da jeg var ung og fiskede hajer ud for Trinidads
kyst. Højst ubehagelig. Jeg kan mærke det i mit højre knæ. Dét der
er tilbage ja, ha ha. Noget grimt er på vej.
Ude i Porschen.
Adam East synes dog allerede, det hele er grimt nok dérude
- han farer op som trold af en æske, slår hovedet mod taget, glor rædselsslagen
ned på skærmen og undertrykker et hyl, da han ser sit kære
plasticmonster - det bredmavede fra Azrak-Hamway - springe tværs
gennem Schonspiegels bibliotek og lande i skødet på præsten som en
jetdrevet, mangofarvet plastikpik.
Latteren brøler ud af bilens højttalere: "JESU
SKELET, HVA?"
Igor starter motoren med et drøn og bakker
slingrende op på Cross Bay Boulevard, som er fedtet af regn og
nedfaldne blade. Adam mister grebet om flasken; den knalder ned i
monitoren, og de grinende mænd på skærmen eksploderer i glasskår og
hvid støj.
Før Igor sparker speederen i bund, vil han stirre
ulykkeligt på Adam, og han vil sige:
"For fanden, chef, jeg ville jo bare give dem
lidt at grine af!"
Læs mere om Uhyret fra Betlehem
